når man i fuldskab...

Har ligget brak på det seneste (ligget/lægget? En af de grammatiske regler jeg er genetisk disponeret for aldrig at lære). I hvert fald brak. Grundet alkohol. Og fest. Og dans. Kan sige så meget at der var en pallietkjole, meget lidt søvn og en 19 årig brystkasse. Det er måske her jeg skal indskyde at jeg har en næsten foruroligende historie med yngre mænd. Næsten, fordi man må jo godt. Og det har været sjovt. Mere om dem senere. Det lover jeg.

Nå men det er en årlig fest med venner fra way back. God stemning, billige øl, masser af dans, grin og så varer det i to dage. Jeg havde en lækker sag af en blå pallietkjole på og havde sådan en aften hvor jeg følte mig mega lækker. Bortset fra rester af bruncreme og rensecreme (Festen er fejringen af et årligt teaterstykke). Jeg var i højt humør og stod op det meste af aftenen. Rock'n'rolleren kiggede forbi til en dans. Han danser godt. På den der "rigtige" dansemåde samtidig med at der er plads til fjollede moves. Vi danser godt sammen. Jeg lukkede festen kl 7. for at nå de få timers søvn der er plads til inden anden dags fest. Endnu en fantastisk aften. Rock'n'rolleren kiggede forbi igen. Til endnu en dans. Tæt dans. Vi snakker også godt sammen. Hen på morgenen skulle festen jo lukkes. De sidste tapre soldater sendes i seng. Og jeg tænkte i min fuldskabs kådhed at ham rock'n'rolleren, han skulle da ikke hjem for at sove. Han skulle da sove i ske med mig. I en alt for lille seng, der vender ud mod et panoramavindue. Det er forresten rock'n'rolleren der er den 19-årige. Han smed skjorten og lagde sig ind til mig i den alt for lille seng, og trak mig ind til sig. Og der lå jeg så. Med hovedet på hans brystkasse, der havde lige den rigtige højde og form. Med numsen ud mod panoramavindue. Fuld, glad og tilfreds. Med en lille nagende tanke om ham med de smukke øjne. Lille og nagende. Han aflyste forresten vores seneste aftale. Men jeg sov da sammen med en mand. Hvis en 19-årig kan kaldes for en mand.

stress, kvalme og svingende humør

Så var det at januar bød på en hel række af finurligheder. Først var der kvalme og menstruation henover nytår. Så var der date med de smukke øjne hvor han lavede mad. Så var der menstruation igen, fordi en enkelt omgang på en måned jo ikke er nok. Mere kvalme. Faktisk så slemt at jeg måtte aflyse mit arbejde. Så skrev jeg lidt med de smukke øjne igen, der er helt lagt ned af arbejde. Der er mit frivillige arbejde hvor vi har premiere på et teaterstykke om en uge med stor fest.

I det hele taget er jeg alt for presset. Har alt for travlt. Det er jo ikke meningen at man skal lægge sig syg med kvalme vel? (Og nej, jeg er ikke gravid. HAR taget en test.). Selv om 2012 er startet lidt skævt og usikkert, så rammes jeg alligevel af øjeblikke med fuldkommen lykkefølelse. Fordi jeg er færdig med mit studie. Fordi jeg er i gang med mit frivillige arbejde igen. Fordi jeg har dejlige venner. Fordi han stadig skriver. Fordi der kom en lille ny til verden. Alt det overdøver kvalmen og smerterne og stressen. Så det prøver jeg at holde fast i. Her fra sengen af.

brændt barn...

Nå men det er noget med at jeg ikke har fået skrevet så meget om de mænd der på det sidste... Faktisk kan jeg se at jeg slet ikke har fået skrevet noget som helst om den øl jeg var ude og drikke med ham med den dybe stemme. Mmm... (Ja det kommer jeg så til at tænke hver gang jeg kalder ham det). Det var sådan i december, at jeg havde afleveret et speciale, jeg var kommet hjem fra det store udland og nu skulle der både drikkes øl med venner og ses med de smukke øjne. Sikke en fest det skulle være!

Men ak, sådan skulle det ikke gå. For den mandag i december hvor alt dette skulle lykkes der blev jeg brændt af. Grumt. Dagen starter med at jeg har en aftale med de smukke øjne om at ses. Dejligt! Der var jo gået ca 1,5 måned siden sidst, så jeg havde visse behov der skulle stilles. Og han skulle herhjem. Til en fin og ryddet lejlighed. Jeg skulle også lige nå forbi uni, hvor en veninde havde afleveret sit bachelorprojekt. Sådan noget skal jo fejres. Og den smukke sangerinde som jeg bor sammen med, ville nok også kigge forbi.

Jeg får fri fra arbejde og cykler glad mod uni. Min veninde, det lækre lille nips, har tidligere skrevet at jeg skal komme og det er fedt. Jeg cykler ind på campus. Der er tomt. Jeg møder det lækre lille nips' skrivemakker der er helt smadret af at skrive opgave, drikke øller og ryge joints. De andre er taget videre får jeg at vide. Nå ja, fair nok. Så kan jeg jo cykle hjem og gøre lejlighed lækker. Den trængte nemlig gevaldigt. Gør alting meget lækkert. Også mig selv. Hvorefter jeg modtager panik-sms fra manden med de smukke øjne. Noget med "stress, snakker lige med en kollega, ringer om lidt". Han ringer og snakker. Og snakker og snakker. Om hvor træt han er af sine kolleger der har givet ham den her opgave. Og at han måske kan svinge forbi mig i en times tid. Men at det jo heller ikke er godt nok. Om vi kan rykke aftalen? Ja, okay. Så kan jeg jo altid tage til fest med det lille lækre nips og den smukke sangerinde.

Tiden går og det lille lækre nips giver ingen lyd fra sig. Den smukke sangerinde til gengæld skriver at hun er taget ud og spise par-kærestemiddag. Hmm. Så sidder man der i al sin lækkerhed. Til ingen verdens nytte. Hvad gør en kvinde så spørger I? Hun går da på facebook. Og der er han. Ham med den dybe stemme. Vi skriver lidt sammen. Han er smadret. Har drukket øl på uni tidligere. Jeg brokker. Er blevet brændt af for tredje gang på samme aften. Om han vil med ned på værtshus? Bare til en enkelt øl? Ja, selvfølgelig vil han det. Kender man sine lus på gangen? Det tror jeg vist.

Vi mødes dernede. Mig stadig i lækkert outfit. Sådan, sexet på den afslappede måde. På den der måde hvor en mand skal tænke "uh, det tøj skal pilles af snart". You know. Nå, men en øl i baren. Der er overraskende mange mennesker, så vi står op. Og snakker. Om alt muligt. Det er første gang jeg drikker øl med ham alene, så det var lidt et sats. Kan vi overhovedet snakke sammen? Er det mærkeligt? Synes han jeg er kedelig? Spørger jeg nok til ham? (ja, ja, meget date-agtige spørgsmål at stille sig selv). Vi snakker om studie, om opgaver, om samfund, om politik, vi finder et bord og sætter os, vi snakker om dating, om mænd og kvinder, om kærestesorger. Alt muligt. Det er faktisk rigtig hyggeligt. Hyggeligt og afslappet og lige som det skal være.

Efter to øl er vi begge to ret trætte. Vi rejser os for at tage hjem. Jeg siger tak, og "det var lige hvad jeg havde brug for". Vi krammer og han lader sin hånd glide langs min arm og slipper lige inden min hånd, mens han vender sig og går. Jeg kigger mig for og går over gaden. Jeg blev kun brændt af tre gange den aften tænker jeg og smiler.

Nu passiv på ED

Jeg har sat min profil på EliteDaters passiv. Måske er det for optimistisk. Måske er det blåøjet. Jeg ved det ikke. Men jeg har altid ALTID insisteret på at gøre som min mavefornemmelse byder mig.

Det betød blandt andet at jeg sluttede et 8,5 års forhold fordi det føltes helt forkert at blive i det. Det betyder at jeg ikke kan være tæt med min barndomsveninde, fordi hun suger for meget energi fra mig. (Undskyld neo-hippi udtryk). Det betyder at jeg må skælde min mor ud af og til fordi hun kan være pisse egoistisk.

Mavefornemmelsen betyder til gengæld også at jeg sjældent fortryder. Jeg kan være svimlende nervøs over om det jeg gør er rigtigt i øjeblikket. Men jeg har svært ved at bære nag. Og jeg har svært ved at hænge mig i fortiden. Hvilket X'en til stadighed forsøger at få mig til. At kigge i fortiden. Fordi han gerne vil finde ud af hvad han gjorde forkert. Hvilket han ikke gjorde. ÅH! For fanden. Ja undskyld jeg bander men det er lidt svært at lade være når store følelser kommer i klemme.

Nå, men mavefornemmelsen sagde altså i går, at det er for meget dobbeltspil at have en aktiv datingprofil når man ser en mand. Selv om der af og til går lang tid imellem. Så nu er jeg passiv derinde. Håber sgu han er det værd. Indtil videre er han. (Og netop som jeg skrev den sætning fandt et lille smil vej til mine læber).

2012 byder på...

- Flere fortællinger om manden med de smukke øjne. Ja. Jeg er stædig. Og hvad så?
- Også fortællinger om X der er utrolig situations-fatsvag. Nu må det snart være tid til at fortælle lidt om ham ik'?
- Sikkert en masse historier om åndsvagt irriterende ny overbo. Fedladen mand der hører noget der minder om the voice hitlisten tilsat et dårligt teknobeat. De findes åbenbart.
- Et nyt kapitel om livet som arbejdsløs. Det skal nok blive spas. Længe leve at være færdiguddannet.
- Og den 6. januar kommer et lille nyt menneske til verden :) Min grand-fætter som er noget nær et mirakel.

Så det... Ses vi?