søndag den 25. november 2012

at komme videre og at komme...

Fangede du også lige den totalt sjove dobbelttydige titel der? Haha for en onkelhumor!

Er bare lige lidt ramt af det der har-ikke-fået-sex-i-fire-uger!!! Og ja, det er ikke længe kære singler, det ved jeg godt. Men det er længe når man er blevet vænnet til. Sådan ca otte måneders regelmæssighed der pludselig afbrydes betyder at man (jeg) nemt bliver distraheret når jeg på venindetur i byen. For der er rædinok nogen fine fine mænd i den her by. Ja bare i den her bydel. Mums! Bliver helt kulret.

Tager frustrationen med ophøjet ro dog, for det er da et tegn på at jeg begynder at mærke min krop på den gode sunde måde. Begynder at mærke i det hele taget. Følelser kan måske få plads igen til at titte frem, udvikle sig og blomstre. Nøjedes dog med at ligge i ske med Karrierekvinden i nat. Hvilket også var hyggeligt, bevares. Det bliver bare godt med en aften på et tidspunkt hvor det er en anden slags visit man får.

Har håndteret hjertesorger i weekenden. Først roomies, den smukke sangerinde, der er havnet lige midt i et oprørt følelseshav. Puha. Har krammet og krammet og krammet og fortalt de hævede øjne og den røde næse at hun er smuk og at det nok skal gå. De vil så gerne, og de er så glade for hinanden og så kan de være så skævt matchende alligevel.

Karrierekvindens hjertekvaler er af en lidt anden art. Store følelser, helt sikkert, men i et langt sejt træk med rutsjebaneture undervejs hvor det til sidst måske holder op med at kilde i maven og bare føles som om man har spist lidt for meget inden turen. Det er slut nu, mellem hende og ham. Ham som hun var så glad for. Som passede så fint og som hun var så begejstret for. Til tvivlen tog overhånd og usikkerheden fik for meget magt. Når det frø først er sået kan det være ligesom ukrudt, som bliver ved og ved og ved.

Jeg kender en fyr (ja, på den måde kender) som fortalte at indtil han mødte hende - the one - havde han følt sig rastløs i større og mindre grad. Hele tiden på vej. Et andet sted hen. Det er måske lidt sådan tvivl og usikkerhed føles som. Som en lille rystelse i sjælen, der bryder overfladen. Når roen indfinder sig er det fordi der ikke er mere tvivl tilbage. Der er bare kærlighed.

I am on the way!

torsdag den 22. november 2012

on the fun side of life 11

Ramte åbenbart det magiske kvarthundrede i år. Ikke aldersmæssigt, bevares. Mænderne. Bum. Det er da også en præstation. Fandt ud af det i går. I samme sekund som roomies kæreste trådte ind af døren.

Er i blogdilemma fordi roomie har opdaget at blog eksisterer, men ikke hvad blog hedder. Er pt strandet på "Det er ligesom fordi at hvis jeg deler min blog med dig, så bliver det ligesom for meget jeg deler...". Okay vigtigrøv, eller skal hun bare have lov at læse det?

Nederste gut på liste over mænd er en knøs på 19. Flot! Det kræver klapsalver...

Måtte udstå to dage på job med "løs mave". Mmm... (og beklager).

Endte i boligforeningens bestyrelse uden at være til generalforsamlingen

Endte i boligforeningen og andelsboligforeningens gårdlaug uden at have rigtig tid

Er pt en af to medlemmer i ovennævnte gårdlaug efter de resterende medlemmer trak sig

Er pt. medarrangør af julehygge i gården. WTF!?!

Oversvømmede entre i går morges, tilkaldte vicevært, tilkaldte mutti som "lejlighedssitter", blev mødt af mutti en time for tidligt i morges.

Det er min uge. Jeg kan mærke det!

lørdag den 17. november 2012

pizza i sengen en lørdag morgen

Og nej. Jeg er IKKE ved at lave en klassisk "Åh gud, jeg dør uden ham" scene, hvor jeg har forskanset mig i sengen med is, slik og pizza mens jeg ser romantiske film. (Blandt andet fordi jeg meget sjældent kan udstå chick flicks).

Jeg er godt gammeldags syg. Forkølet til op over begge ører, ondt i halsen, kastede op i går, roomie måtte hente pizza og cola. Det er så resterne jeg gumler på nu.

Men helt hulkefri skal jeg da ikke være. Næ nej. For jeg havde aftalt at mødes med ham. Ham der med det dejlige smil. Tirsdag skulle det være. Jeg kunne lige nå træning og hjem i bad inden han havde fri. Som den gode læser ved, så er det sjældent skæbnen smiler så simpelt til mig. Så vi mødtes ca. fem minutter efter jeg var kommet ud fra træning. I fuldt udstyr med træningsbukser, t-shirt, svedigt hår og løbesko. Lige det look man går efter når man skal mødes med ex'en første gang efter et brud. Great!

Og så var han lige der. Så fin og smilende som altid. Med krøllet hår som jeg måtte anstrenge mig for ikke at rode i. Med en mund der smiler og snakker og griner og som jeg har lyst til at kysse. Ikke i dag. Ikke i aften. Ikke mere.

Jeg holdt hovedet højt og smilede og snakkede gennem maden. Jokede med ham, snakkede fortid, os, følelser. Alt gik så nemt. Selv om han stadig ser hende. Den anden. Ikke så meget som en sprække blev åbnet for mig. Han vil gerne ses igen siger han. De blå mærker på hjertemusklen vokser. Av.

Da vi siger farvel krammer vi, og jeg kan dufte ham og mærke ham. Det gør ondt. Han tager min hånd, fletter fingre med mig. Sender signaler jeg ikke kan afkode. Holder om mig. Vi giver slip. Siger farvel.

Nu er det vist på tide at jeg skal videre.

Forøvrigt er min scoreliste væsentligt længere end hans. Bonusinfo?

tirsdag den 6. november 2012

Musikterapi

Det hjælper ALTID at høre god musik! Bon Iver koncert var, trods lortelyd, sygthøje mennesker, irriterende kyssende kærestepar, flabede snakkende vennegrupper, lange uoverskuelige køer, stå op i 3,5 time på betongulv, en fantastisk overdådig fabelagtig smuk og hjerteskærende følelsesladet oplevelse.

Nok tillægsord?

Jeg græd rent faktisk under et af numrene. Helt ærligt. Det er så sindsygt smukt. Lyt og bedøm.


mandag den 5. november 2012

Hvornår er det lige det stopper?

Altså det der med at blive ked af det på teenagemåden? Ja okay, jeg tror ikke at jeg dør eller har lyst til at høre dårlige emo-sange, men er sgu sådan godt gammeldags ked af det stadigvæk. Nu er der gået 10 dage. Jeg gav mig selv en frist, så jeg ikke blev grebet i at psyko-stalke hans facebook (hvor vi jo ikke længere er venner). Eller liiiiige kom til at skrive til ham lørdag aften, når der var røget et par bajsere indenbords. Den frist har jeg faktisk holdt! Hvilket er ret imponerende, når man tænker på hvor nemt det er at stalke folk på facebook.

Det dumme er, at jeg har jo tænkt på ham hele tiden. Tænker på hans krøllede hår og store brune øjne. Savner hans ro og hans grin. Bare at smelte og falde hen i de der arme. Jeg har grædt. I to dage græd jeg alt for meget. Alt for meget taget i betragtning af at vi jo bare var bollevenner. At vi ikke rigtigt var forelskede. Overvej lige, hvor dumt det her indlæg føles. Sådan relativt set.

Så nu er der altså gået 10 dage. Jeg har nået min frist. Han har fået nyt telefonnummer, så jeg har skrevet til ham på facebook. At jeg savner ham, men at jeg gerne vil se ham. For det vil jeg. Ikke bare for at se ham, men fordi jeg har brug for at bruge mine ord og fortælle at han er helt særlig. At jeg respekterer hans valg selv om jeg ikke er enig med ham.

Er det helt fjollet?