tirsdag den 27. december 2011

On the fun side of life 5 - juleversionen

- Gik rundt hele juleaften med trusseindlæg i skoene. For real. Super som midlertidigt skoindlæg.
- Forsøgte forgæves at få mosteren til at forstå at "det der voksengaver er jo fjollet, he he" fordi hun vælger at købe gaver gennem kuponhæfter. Fedt. Har altid ønsket mig... parfumeret håndsæbe?
- Måtte gå hjem fra juleøl med vennerne da meget fuld veninde begyndte at berette om sine underlivsproblemer. Nogle emner er bare ikke passende på en brun bodega...
- Skrev rødvinsbrandert besked til manden med de smukke øjne og er nu stensikker på jeg har fucked alt op. Damn you rødvin!
- Juletiden er åbenbart ED-singlernes tid. Har fået overvældene mange henvendelser. Ved ikke om det skal opfattes som smiger...
- Faldt næsten ned fra sofaen over gave fra lillebror der ramte lige i plet. Pæne kopper i en model jeg har i forvejen? Et halvt år på højskole gør åbenbart underværker for en 20-årig

mandag den 12. december 2011

rødvin i blodet og en mavepuster

Det her indlæg tager jeg ingen forbehold for. Jeg har spist udsøgt middag med min far på en restaurant i Austin, Texas. Drukket rigeligt med rødvin, og tænker at tiden lige skal gå med et eller andet inden jeg hopper i seng. God rødvin, bevares! Har haft mega nederen på de sidste dage fordi jeg lige opdagede at min X har en spilleliste på youtube som er kategoriseret under mit navn og datoen hvor jeg gik fra ham. For helvede hvor kan følelser gøre ondt som var de helt friske her ca to år efter. Øv!

Det har taget mig omkring 1,5 år at gøre den musik jeg spillede den morgen til min egen igen, og ikke det vi lige hørte den dag jeg sluttede 8,5 års forhold. Bon Iver vil altid have en sær status i mit liv. Jeg har lige købt en plade med ham i dag. Jeg er stædig.

Den der X. Hvorfor fanden skal han møve sig ind på mit liv på den måde? Han er faktisk en rigtig dejlig fyr. Jeg holder meget af ham. Men han er ikke min kæreste mere. Og han bliver det heller ikke igen. Lad nu være. Jeg har sørget nok over vores brud. Og over følelser der aldrig blev til mere. Hvordan kan det være at det kan føles som et spark i maven når ens far lige spiller dét nummer. Av. 

fredag den 9. december 2011

smukke øjne og dybe stemmer

Jeg har ikke set ham i en måned. En hel måned hvor det kun er sporadiske sms'er der holder os i kontakt. Jo jo, han svarer da på dem jeg sender, og fortæller lidt om sin hverdag. En måned er meget lang tid. Det er hårde odds hvis det skal blive til noget med manden med de smukke øjne. Men jeg er stædig.

Så midt i det hele kan facebook fucke ens følelsesliv gevaldigt op. Det er lidt som at stikke hånden i en hvepserede (er SYGT bange for hvepse) hvor man kan risikere at blive stukket any time. Facebooks forbrydelse er ikke værre end at jeg har kontakt til en fyr som jeg har været på studietur med. Meget uskyldigt egentlig. Vi var afsted sammen med 30 andre her i foråret. Unge studerende, så der gik øl i den. Mange øl. Der var flirt i luften. Jeg havde øjnet ham i starten. En flot fyr der grinede og kunne føre en samtale. Og så har han sådan en dyb stemme, så glassene klirrer på bordet når han åbner munden. Mmm... Det kan jeg ikke stå for. Men han flirtede med alle mulige andre, så jeg øjnede mig en anden fyr. Også flot, sød og sjov. Så en aften gik vi hjem mod vores hotel, som de to sidste. Og der, midt på gaden i Jerusalem kyssede vi. Hurtigt og intenst. Han mumlede noget med at vi hellere måtte gå op, så de andre ikke anede uråd. Og jeg tænkte at det var lidt spøjst. Oppe i lobbyen sad en gruppe af de andre. De ænsede ingenting. Vi sneg os ud på toilettet og kyssede lidt mere. Næste morgen var der ikke rigtig tid til flirt eller lignende. Hele gruppen skulle videre sydpå. Vi kørte afsted i bus, halvsovende, tømmermandsramte. Om aftenen blev vi indlogeret hos nogle lokale studerende, der holdt fest for os. Grill, øl og vandpibe. Da øllene var sluppet op gik vi mod et diskotek. Og på vejen endte jeg med at gå sammen med ham med den dybe stemme. Som snakkede og sang med sin dybe stemme. Vi gik og holdt om hinanden, på en meget uskyldig og alligevel flirtende måde. You know. Inde på diskoteket sad vi helt tæt på hinanden, lår mod lår. Og så kyssede vi. Lige der. Et fantastisk kys. Og resten af aftenen med kyssede vi. Han kysser ret godt kan jeg afsløre. Mere blev det ikke til den aften.

Næste dag, ny by, ny vandpibebar. Jeg skulle bare aflevere en nøgle til hende jeg delte værelse med. Så vi mødtes hurtigt nede på gaden. Han var med, og ventede på mig, da jeg havde afleveret nøglen. Og kyssede mig midt på gaden, i Betlehem. Mmm... Næste dag skete der dog noget. Et eller andet usynligt tæppe var trukket for mellem os. Han var afvisende, ikke særlig imødekommende. Av. Det gjorde ondt i selvværdet. Hvorfor? tænkte jeg. Har jeg sagt et eller andet? Gjort noget? Det fortsatte de næste dage. Kølig luft, ingen øjenkontakt. Ingenting. Jeg vidste jo godt at det ikke var den store kærlighed, at det var en flirt på en studietur, men alligevel. Det gør ondt. Så pludselig sad vi der i bussen, på vej til den sidste by vi skulle besøge. Vi sad bagerst, næsten alene. Ikke ved siden af hinanden, men næsten alene. Jeg tog tilløb i mange meget lange minutter, for jeg har ret svært ved at bryde igennem sådan en usynlig kontaktmur. "Er vi to okay?" Hmm... ja. Han synes bare at jeg havde været lige lovlig meget på. Og det var svært at håndtere. "Men jeg forventer jo ikke noget. Jeg har lige været i et meget langt forhold" fik jeg sagt. Og så kyssede han mig igen. Lige der i bussen. Det var rart. Knuden i maven forsvandt.

Om aftenen var der fest. Med masser af alkohol. Og god stemning. Sidste rigtige aften sammen. Der blev danset og sunget og grinet. Og jeg kyssede ham, gjorde jeg. Lige foran alle de andre. Og han var ligeglad. Eller fuld. Det gør det vist ud for hinanden. Da vi stod i Københavns lufthavn og skulle sige farvel, ventede jeg med ham til allersidst. Ingen kys. Det var ligesom en uudtalt aftale. Men jeg kiggede ham dybt i øjnene. Og holdt lidt om ham. Og sagde "vi ses".

Så tilbage til facebook. Hvor man (eller jeg i hvert fald) har kontakt med alle dem man har rejst med, kender fra studiet osv. Og deriblandt også manden med den dybe stemme. Som jeg ikke kan høre på chatten. Øv! Men vi skriver sammen. Lange samtaler. Om alt mellem himmel og jord. Studie, speciale, verdens tilstand, fester og dating. Ikke dating mellem os, men med andre. Gode samtaler. Farlige samtaler. For jeg har nok stadig et følelsesliv der er på udviklingsstadie 17 år. Så jeg bliver grebet, tænker mig om, trækker mig igen, bliver grebet og så videre...

Jeg ved ikke helt hvor det her bærer hen, men jeg har rationaliseret mig frem til, at jeg må følge mit hjerte (ej det lyder måske lidt voldsomt), at jeg må følge min umiddelbare mavefornemmelse og skrive med den dybe stemme. Og ses med de smukke øjne. Og tage den derfra. Ellers bliver jeg vel aldrig klogere?

tirsdag den 6. december 2011

dating-brok

Er jo aktiv på sådan et dating-site. Fordi det er jeg nu engang. Manden med de smukke øjne er ikke opgivet, men jeg synes lidt jeg er nødt til at spille på flere heste. I hvert fald... Dating-sitet. EliteDaters. Verdens værste navn ik? Der er et eller andet arrogant over det navn. Men hvorom alting er, så blev det stedet jeg oprettede en profil.

Og de mænd der er derinde fortjener nogen gange en bemærkning her. For de kunne godt nok trænge til et kursus i kommunikation og dating-fraser. Ikke at jeg selv fortjener en cavling-pris, men come on! Skriv dog noget om jer selv. Spørg interesseret til mig. Oprigtigt interesseret. Og nej, en smiley er ikke mere glad fordi den har dobbelthager. :)) Det ligner jo noget fra en 8. klasses elev. Og nej, jeg er ikke usofistikeret fordi jeg tænker at vi har meget lidt til fælles når du ikke ved hvem der vandt valget i september. Specielt hvis du synes at en bemærkning om at jeg kan konkurrere om at være queen of hearts er kæk, sød og sofistikeret. Igen, jeg går ikke i 8. klasse.

Måske skulle jeg bare holde mig til at kurtisere ham der med øjnene, som kan være nok så svær at kommunikere med, men som i det mindste ikke pisser mig af med det han skriver. Tværtimod. Jeg får jo lyst til at skrive igen. Og om ca 10 dage får jeg ham muligvis at se igen.

Det var vist dagens brok...